Som Nordamerikas oprindelige folk længe har erkendt, afslører den “hvide mands” behov for at prale og forfølge narcissistisk adfærd, som ofte kommer til udtryk på sociale medier, en grundlæggende sandhed: Uanset hvor meget folk gemmer sig bag deres skærme, er vi dybest set sociale væsener. Mennesker har et medfødt behov for at dele sig selv og deres præstationer med andre, fordi de uden en social kontekst føler sig ufuldstændige.
Den neoliberale individualismes vildledende illusion fortæller os, at vi kan stå alene, men det er simpelthen ikke sandt. Du kan ikke hæve dig selv over andre, hvis der ikke er andre at sammenligne med. Du kan ikke akkumulere rigdom uden nogen at udnytte nogen. Du kan ikke kalde dig selv en influencer, hvis ingen følger dig. Med andre ord, uden andre, er du fortabt.
I stedet for at anerkende vores sociale natur og erkende, at vi har brug for hinanden for at leve og trives, stræber mange i den vestlige verden efter at tage afstand fra “andre” – gemme sig bag skærme, jagte følgere og jagte rigdom.
Influencere på sociale medier fremviser ofte deres præstationer, rigdom og overdådige livsstil og sætter urealistiske standarder, der presser deres følgere til at tilpasse sig. Dette kan skabe følelser af utilstrækkelighed og fastholde en individualismekultur, hvor personlig succes prioriteres frem for samfundets kollektive velfærd.
Influencerkulturen fremmer social sammenligning, hvor folk måler deres værd i forhold til de kuraterede liv, de ser online. Dette afføder angst og isolation og fremhæver individualismens paradoks: Mens vi i sagens natur er sociale væsener, opfordrer det moderne samfund os til at “følge med” med andre i stedet for at fokusere på fælles værdier.
Eksponering for influencers liv kan forme personlige identiteter, hvilket får folk til at adoptere de træk eller livsstile, der er forbundet med succes. Dette fænomen afspejler en blanding af individualisme – hvor personlig branding og selvpromovering er i centrum – og ønsket om social forbindelse, når individer søger validering fra andre.
Mens influencer-kulturen kan isolere nogle, kan den også skabe pseudo-fællesskaber blandt følgere, der stræber efter lignende livsstil. Dette paradoks afslører, hvordan individualistiske stræben kan fejres i en social kontekst, hvilket viser, at mennesker konstant navigerer i balancen mellem individualitet og tilhørsforhold.
Fremkomsten af influencer-kulturen har ændret samfundsnormer og omformet ideer om succes, skønhed og lykke. Den prioriterer ofte individuelle præstationer frem for kollektive fortællinger, hvilket signalerer et bredere skift mod individualisme i moderne samfund. Alligevel består paradokset: individualisme formår ikke at trives uden et samfund af andre.
I sidste ende illustrerer influencer-fænomenet det komplekse forhold mellem individualisme og social forbindelse. Mens det understreger det menneskelige ønske om personlig distinktion, fremhæver det også vores iboende sociale natur, når vi navigerer i vores identiteter inden for en fælles ramme. At balancere disse elementer er afgørende for at dyrke et sundere socialt mediemiljø, der hylder både personlig præstation og kollektivt velvære.
